MUSIKVIDENSKABEN MELLEM SYNLIGHED OG FAGLIG LEGITIMITET
Dansk Selskab for Musikforsknings 4. symposium
Lørdag den 21. april 2007, kl. 11.15-18
Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet
Betingelserne for at bedrive videnskab har i de senere år ændret sig ganske voldsomt. De tre musikvidenskabelige institutter indgår nu i større institutionelle sammenhænge, hvilket rejser spørgsmål både om fagets egenart og om perspektiverne for tværfaglige samarbejder. Der stilles til stadighed større krav til forskningen om legitimering over for samfundet gennem synliggørelse. Der skal så at sige leveres produkter for de penge forskningen modtager.
Et fags legitimitet udspringer af komplekse forbindelser mellem håndværksmæssig dygtighed, original tænkning, relationer til anden forskning, relevans for bestemte samfundsgrupper (ikke nødvendigvis alle), ordentlig formidling og mange andre forhold. Nogle forsknings-arbejder har sin styrke på nogle punkter, mens andre har sine på andre. En sådan diversitet eksisterer nu og bør så vidt muligt videreføres.
Det generelle krav om synlighed er både indlysende og meningsløst. Indlysende, fordi vores forskning selvfølgelig skal komme andre til gode, og meningsløst, fordi disse ‘andre’ ikke er specificeret. En af farerne ved den manglende specificitet er, at forskning kan ende i en alles-kamp-mod-alle for at komme i medierne på bekostning af kvaliteten. På den anden side kan kravet om ‘bedre’ eller ‘anderledes’ formidling ses som en udfordring og mulighed for at række ud over institutionens og universitetets rammer, og vise andre end os selv, hvad det er, der optager os. Faget har en lang tradition for at være synlig eller virksom i forskellige sammenhænge, først og fremmest gennem den mere eller mindre direkte indflydelse på undervisning på alle niveauer. Det betyder ikke, at den hellige grav er vel forvaret, men at der er andre måder at være synlig på end mediernes, lige som spørgsmålet “synlig for hvem?” er yderst relevant.
DSfM ønsker med symposium 2007 at diskutere, hvordan faget kan videreføre det bedste fra traditionen og samtidig indgå i en nutidig virkelighed, hvor legitimeringen ikke blot består i at leve op til udefra kommende krav, men snarere tager udgangspunkt i fagligt begrundede ønsker om udvikling, såvel organisatorisk som indholdsmæssigt. Symposiet vil diskutere så-danne spørgsmål fra forskellige vinkler for at afdække en række synspunkter og argumenter, der kan understøtte faget i den videre udvikling i et forsknings- og uddannelseslandskab under forandring.
10.45 Ankomst og kaffe
11.15 Velkomst ved Fie Skovsbøg Thaning
11.30 Indledningsforedrag ved Lars Lilliestam: Musikvetenskapen imorgon (abstract) - Læs hele indlægget
12.00-13.00 Session A
Rasmus Adrian: Musikvidenskaben uden for murene?
Michael Fjeldsøe: Samfundsnyttige åndsarbejdere? (abstract) - Læs hele indlægget
Ordstyrer: Steen K. Nielsen
13.00-14.00 Frokost
14.00-15.00 Session B
Mikkel Bogh: Intensive fagmiljøer. Om de aktuelle udfordringer for universiteternes mindsteenheder
Peder Kaj Pedersen: Musik, musikforskning og interdisciplinaritet
Ordstyrer: Cynthia Grund
15.00-15.15 Forfriskning
15.15-16.15 Session C
Nicolai Jørgensgaard Graakjær: Musikvidenskabelig interesse og interesse om musikvidenskab – eksemplificeret ved
reklamemusik (abstract) - Læs hele indlægget
Martin Knakkergaard: Synæstetiske dimensioner
Ordstyrer: Jens Hesselager
16.15-16.45 Kaffe
16.45-ca. 18.00 Plenumdiskussion
Panel: Steen K. Nielsen, Cynthia Grund, Jens Hesselager
18.15 Koncert
19.00 Middag
Deltagergebyr Kr. 300.- (stud. 150.-), som dækker kaffe, frokost og programbog
Tilmelding Senest 30. marts til Anne Ørbæk Jensen.
Oplys navn, adresse og e-mail, samt om man ønsker at deltage i den efterfølgende middag (prisleje kr. 150-200.-)
Abstracts På selskabets hjemmeside primo april.
ABSTRACTS (alfabetisk)
Rasmus Adrian (Københavns Universitet)
Musikvidenskaben uden for murene?
Som en noget “ekstern” aktør i det musikvidenskabelige miljø – sådan vil jeg i hvert fald gerne se mig selv – vil jeg gerne sætte nogle ord på det jeg tror er en afgørende udfordring for MI. Det er en vigtig pointe for mig at skelne mellem en musikvidenskab – en abstrakt forestilling om et fag og vidensområde – og de institutioner der har påtaget sig en rolle som forvaltere af et sådan felt. Den hovedpointe jeg gerne vil fremføre er, at der er en lang række ændringer i samfundet der udfordrer institutioner der er traditionsbestemte og legitimeres ved hjælp af traditionen. Inden for det akademiske område, er der igennem en årrække sket et opbrud af gamle vidensområder til fordel for nye tværfaglige og erhvervsrettede fagkonstellationer, der finder en legitimitet i aktuelle samfundsbehov og nye funktioner på arbejdsmarkedet. Ligesom andre samfundsinstitutioner – f.eks. kunsten og kulturen – medfører dette forhold at MI står overfor en udfordring, der handler om at legitimere sin eksistensberettigelse på flere planer – både i forhold til traditionen, i forhold til et økonomisk/rationelt fokus og i forhold til nye, målrettede vidensområder.
Mikkel Bogh (Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler)
Intensive fagmiljøer. Om de aktuelle udfordringer for universiteternes mindsteenheder
De seneste års uddannelsesreformer har sammen med nye, skærpede krav til såvel ledelse som ansatte accentueret behovet for en revurdering af det universitære fagmiljøs status. Den aktuelle situation er paradoksalt nok karakteriseret ved at større autonomi går hånd i hånd med øget topstyring kontrol, ligesom det politiske krav om mere målbarhed ledsages af kravet om større offentlighed og transparens. Dette gælder ikke bare for universiteterne som helhed, men også for disse organisationers mindsteenheder, institutterne, centrene og afdelingerne. En af de centrale spørgsmål som både institutter og afdelinger står over for at skulle finde svar på nu, drejer sig udviklingen af det man kan kalde for intensive fagmiljøer i denne nye situation. Jeg vil lægge op til en diskussion af hvordan man i dag kan udvikle tætte og komplekse faglige sammenhænge på afdelinger og institutter der sikrer at discipliner udvikler sig med deres tid og hvor den enkelte forsker anspores til at finde balancen mellem rollen som ekspert, underviser og intellektuel med forpligtelser over for en offentlighed der er større end det snævre fagområde. Der ligger en klar ledelsesudfordring i dette, men frem for alt en udfordring som de ansatte må håndtere indbyrdes. Ledelserne sætter rammen. Men fagmiljøernes vækst påhviler miljøerne selv.
Michael Fjeldsøe (Københavns Universitet)
Samfundsnyttige åndsarbejdere? – Læs hele indlægget
Mit indlæg tager udgangspunkt i det faktum, at der fra 2007 ikke længere findes musikvidenskabelige institutter i Danmark. Efter mere end hundrede år, hvor musikvidenskab har været universitetsfag på danske universiteter, er det en bemærkelsesværdig situation. Grunden til at man havde institutter for musikvidenskab (eller historie eller litteratur) var ideen om at en videnskabelig disciplin skulle organiseres under ledelse af medlemmer fra disciplinens faglige miljø. Den ide er nu forladt, til dels på grund af en ny filosofi som anerkender professionel ledelse som en profession i sig selv, til dels grundet i en økonomisk stordriftsmodel. Det ville være at overdrive at påstå, at musikvidenskaben ikke kan overleve blot fordi de musikvidenskabelige institutter ikke gjorde. Men det er værd at overveje i hvilke former musikvidenskab vil være i stand til at overleve under disse nye betingelser og ikke mindst: Hvem der kommer til at bestemme det! Desuden vil jeg trække en tråd tilbage til kulturradikalismens legitimeringsstrategier for kunst og videnskab og sammenholde dem med nutidens formuleringer af samfundsnytte.
Nicolai Jørgensgaard Graakjær (Aalborg Universitet)
Musikvidenskabelig interesse og interesse om musikvidenskaben
- eksemplificeret ved reklamemusik – Læs hele indlægget
Oplægget vil omhandle den musikvidenskabelige interesse om den musik, som optræder i reklamer. For en umiddelbar betragtning synes reklamemusik velegnet til at diskutere spørgsmål om musikvidenskabelig ’synlighed og faglig legitimitet’. Uden at sige for meget, kan det anføres, at den musikvidenskabelige interesse om reklamemusik ikke helt står mål med reklamemusiks udbredelse og betydning. Kun relativt få musikvidenskabelige undersøgelser findes om dette fænomen, som ellers forekommer nærmest uafviseligt, og som har stor indvirkning på for eksempel etablering, vedligeholdelse og modificering af musikalske koder. Med fare for at sige for meget, kan det anføres, at den musikvidenskabelige interesse om reklamemusik dermed repræsenterer en mere generel historisk og aktuel tendens. Nemlig den, at musikvidenskaben har – og har haft - interesse for især den musik, som de fleste sjældent lytter til.
Mere specifikt skal oplægget diskutere spørgsmålene om hvorfor musikvidenskaben ikke har beskæftiget sig indgående med reklamemusik, og hvorfor og hvordan musikvidenskaben rent faktisk har beskæftiget sig med reklamemusik. Med denne undersøgelse viser der sig flere forskellige realiserede og potentielle legitimeringsstrategier. Undersøgelsen giver i den forbindelse anledning til at profilere musikvidenskaben i forholdet til andre videnskabelige orienteringer, og da især forbrugeradfærdsforskning og hvad der bredt kan betegnes som medieforskning. Et af de umiddelbart slående forhold er, at mens musikvidenskaben tilsyneladende har elsket at hade reklamemusik, så er det snarere sådan at forbrugeradfærdsforskningen har hadet at elske reklamemusik. Men findes der måder hvorpå sådanne had-kærlighed forhold kan ’rationaliseres’, og hvordan kan musikvidenskab eventuelt bidrage i den forbindelse? Det vil være spørgsmål, som oplægget afslutningsvist vil give mulige svar på.
Martin Knakkergaard (Aalborg Universitet):
Synæstetiske dimensioner
Temaet for symposiet tager udgangspunkt i de krav om synliggørelse og tværfaglig parathed, som musikfaget i dag bliver mødt med.
Læses kravene om tværfaglighed og synliggørelse i et slags omvendt perspektiv, hvor det ikke er faget og dets metoder og resultater, der sigtes til, men i stedet dets genstandsfelt, musik, åbner der sig et særligt vilkår, et iagttagelsesrum, hvor musikken, for at blive hørt og set, må stå frem på andre baggrunde og i andre oversættelser og konkretiseringer end vi er vant til.
Oplægget søger at belyse dette rum ud fra tre principielle positioner:
- et musikalsk forholds bidrag til en given sammenhæng kan sjældent afgøres på baggrund af iagttagelser, der vedrører musikkens struktur i musikteoretisk forstand. Analyser af musikteoretisk observans giver mao. kun undtagelsesvis relevante og tilfredsstillende svar, hvis det er musikken i brug, der spørges efter. Alligevel er der helt klart forhold i selve musikkens tilstedeværelse som sonisk element, der netop bygger på dens stoflighed, under tiden blot på måder, som falder uden for den gængse musikteoris rækkevidde.
- det er meningsløst at hævde, at et givet musikstykke kan iagttages uafhængigt af den situation, det eksponeres i. Musik tager form og karakter af kontekst, den kontekstualiseres, og tilføres herved betydningsmæssige forståelseslag, der fx påvirker, hvordan dens strukturelle implikationer opfattes og fortolkes. Eksponeringen udgør et transformativt felt, der er grundlæggende dialektisk, og hvor det kun vanskeligt kan afgøres, hvilke veje de signifikationsprocesser, der kan finde sted, følger.
- det er i stigende grad vanskeligt at trække grænser mellem musik og lyd (forstået som fx lyddesign og lydkunst). De to nærmer sig et fællesskab, hvor de gensidigt kvalificerer og udpeger hinandens struktur og gestus. Det kan derfor være frugtbart at undersøge den moderne mediekulturs brug af musik og lyd i gennem udveksling af iagttagelser og teorier, der knytter sig til de to.
I diskussionen af disse positioner inddrager jeg desuden begreberne funktionalisering og musikalisering. Det er min opfattelse, at disse begreber, anvendt som kategoriale forståelsesformer, kan være med til at udrede centrale mekanismer i det moderne samfunds brug af musik og lyd.
Lars Lilliestam (Göteborg Universitet)
Musikvetenskapen imorgon – Læs hele indlægget
Hur kan det komma sig att musik är ett av människors största intressen men musikvetenskap är ett litet och obetydligt ämne i humanioras utkant? Jag har i flera artiklar kritiserat musikvetenskap bland annat för att vara ett otidsenligt och gammaldags ämne som alltför lite ägnar sig åt samtidens problem, för att musikvetenskapliga analyser är svårbegripliga för andra än fackfolk och för att vi alltför mycket ägnat oss åt smala musikformer. De nya studenterna i musikvetenskap har både en annan kunskapsbas när det gäller musikteori och musikhistoria och andra intressen. Vi lever dessutom i en tid när villkoren för musikens användning förändras mycket snabbt genom digitalisering och ny teknik och nya socialisationsmönster och musikvanor.
Jag kommer i mitt föredrag att diskutera hur en modern musikvetenskap skulle kunna se ut. Några centrala tankar är att alla sorters musik kan och måste studeras, att vi bör arbeta med musiketnologiska, tvärvetenskapliga och lokala perspektiv och lägga mer fokus på bruket av musik. Vi måste också diskutera vårt ämne i termer av samhällsnytta och relevans. Vem är musikvetenskapens uppdragsgivare? Hur kan vi bidra till att öka förståelsen för människan som social och kulturell varelse och till göra människors liv bättre? Framtidens musikvetare måste med största sannolikhet ha en bred tvärvetenskaplig kompetens som inte är förankrad i den gamla konservatorietraditionen.