MUSIKHISTORISKE UDFORDRINGER FOR DANSK MUSIKVIDENSKAB?
Symposium arrangeret af Dansk Selskab for Musikforskning
Lørdag d. 29. april 2006 på Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet
At dømme ud fra de bibliografier over dansk musikforskning, som hvert år bringes i Danish Yearbook of Musicology, er fokus på dét, man kan kalde fagets historiske aspekter, blevet en væsentligt mindre del af den danske musikvidenskab, end tilfældet var tidligere. Grundene hertil kan være mange: den voldsomme udvidelse af genstandsområdet, der ikke just lægger op til historiske studier; nye forskningsmiljøer, der arbejder med emner, som ikke primært kategoriseres under musikhistorie; den stadige tvivlen siden 1980’erne på det fornuftige og mulige i at arbejde med større historiske perspektiver; osv., osv.
Nærmest i modsætning til disse nationale tendenser har musikhistorieskrivningen i internationalt regi mødt spændende udfordringer, bl.a. fra poststrukturalistisk teori, fra musiketnologien og antropologien samt fra historievidenskaben selv. Dette har medvirket til at ændre historieskrivningens “So ist es” til et mere ydmygt “sådan har det været for nogen” eller “sådan har det være de og de steder”, dvs. fra implicitte universalitetskrav til eksplicitte forklaringer på gyldigheden af udsagnene. Desuden er mange nyere bidrag bevidst skrevet op mod ældre i den forstand, at de søger andre historiekonstruktioner og andre ‘historiske subjekter’ i et forsøg på at omgå blandt andet den herskende kanon og genremæssige og nationale legitimeringsstrategier.
Hvis disse ‘diagnoser’ af såvel den lokale som den omkringliggende musikhistorieskrivning er korrekte, synes der at være al mulig grund til at rejse en diskussion om de historiografiske problemer, som mange musikforskere løber ind i og som kræver stillingtagen på både generelle og specifikke niveauer.
Ud over disse teoretiske problemer, som i sig selv er overvejelser værd, rejser der sig inden for vores danske kontekst flere konkrete spørgsmål, fx: skal der skrives en ny stor musikhistorie på dansk?, samt ikke mindst: skal der skrives en ny dansk musikhistorie? Er der brug for dem, og i bekræftende fald, hvordan skal sådanne projekter gribes an? Er det fx hensigtsmæssigt med monumentaludgaver som de svenske og norske med deres nationale musiktraditioner, eller vil det være mere tidssvarende med en serie uafhængige bind, der indirekte fremstiller historien som et puslespil? Indtil videre blæser svarene i vinden, men en del af dem vil forhåbentlig blive besvaret på symposiet.
I: Udvalgte problemstillinger i dansk musikhistorie
Siegfried Oechsle: Plaidoyer for en ny dansk musikhistorie Abstract – Læs indlæg (tysk)
Heinrich W. Schwab: 'Sachbuch' versus videnskabelig monografi. Et dansk musikhistoriografisk problem eksemplificeret ved publikationer til Det Kongelige Teaters historie Abstract – Læs indlæg
Michael Fjeldsøe: Om det problematiske i at skrive 'dansk musikhistorie' Abstract – Læs indlæg
Peder Kaj Pedersen: Besættelsestidens musikhistorie? Abstract
II: Inklusivitet/eksklusivitet
Fabian Holt: Genrebegrebets tilbagekomst: Fra genrehistorie til historier om genrekategorier i musikalsk praksis og erfaring Abstract
Ingeborg Okkels: Den elektroniske musiks og computermusikkens historieskrivning Abstract – Læs indlæg
Sven Rune Havsteen: Musik i et kristendomshistorisk perspektiv. Musikhistorie i et tværfagligt felt belyst ud fra musikteologiske kilder Abstract
III: Didaktik og formidling
Arvid Vollsnes: Norges Musikkhistorie 2000 - fem bind men kun en torso Abstract
Anders Bonde: Fra Bach til Beatles på tre måneder! Didaktiske overvejelser og erfaringer på baggrund af nyt et-semesters oversigtskursus Abstract – Læs indlæg
Palle Andkjær Olsen: Musikhistorie i gymnasiet Abstract – Læs indlæg
IV: Musikhistoriografiske teorier og metoder
Jens Hesselager: Den uaktuelle fortid. Legitimeringsproblematikker i musikhistorieskrivningen Abstract – Læs indlæg
Søren Møller Sørensen: Uden mål - og med. Om historieskrivning, perspektiv og målsætning - og om adspredthedens nytte Abstract – Læs indlæg
Tore Tvarnø Lind: Metodisk refleksion. Flerstemmigheder, modsætninger, musikhistorier Abstract – Læs indlæg
Dansk - musik? - musikhistorie? - musikhistorieskrivning
Jens Henrik Koudal: Musikken i Danmark - danskhed i musikken. Sted og nationalitet som kritisk perspektiv? 10 påstande om at skrive en ny "musikkens historie i Danmark" Abstract – Læs indlæg
Koncert
Elisabeth Sivertsen, klaver
Jørgen Jersild: Trois Pièces en Concert (1945)
ABSTRACTS (alfabetisk)
Anders Bonde (Aalborg Universitet):
Fra Bach til Beatles på tre måneder! Didaktiske overvejelser og erfaringer på baggrund af nyt et-semesters oversigtskursus – Læs indlæg
Fra og med september 2005 har man på musikuddannelsen ved Aalborg Universitet, som led i implementeringen af en ny tofaglig bachelorstruktur, udviklet et nyt musikhistorisk oversigtskursus til første semester. Kursets sigte er at give de studerende overblik over den vestlige verdens kunst- og populærmusik fra middelalder til nutid, dvs. en basisviden, der kan kvalificere senere individuelle valg af problemorienterede emnestudier. Dermed forlades den gamle rammestyrede model med periodeopdelte musikhistoriske og analytiske integrationskurser over 4-5 semestre til fordel for en friere struktur, hvor etsemesterkurset figurerer som eneste faste selvstændige musikhistorieundervisning. Oversigtskurset evalueres ved en skriftlig tretimersprøve, hvor der på baggrund af 5-8 musikeksempler spørges ind til mulig genre, stilstrømning, tilblivelsestidsrum, tilblivelsessted og ophavsmand (m/k).
Tilrettelæggelsen og søsætningen af kurset har været vanskelig pga. af den hidtil ultrakorte og navnlig uprøvede forløbsramme, der er stillet til rådighed (3 måneder), hvilket uvilkårligt har måttet resultere i en masse svære stofmæssige fravalg. Dertil har beslutningen om det faglige indhold og fagdidaktiske grundlag (indgået i kompromis mellem kursets undervisere) udmøntet sig i dispositioner, der i nogen grad har været årsag til kritik blandt studerende, som har fundet forholdet mellem kursets målsætning og undervisningens form og indhold skævt. Selv om den skriftlige eksamen i januar 2006 viste et generelt tilfredsstillende resultat, fremstår flere problemer som uløste. På baggrund af en nærmere redegørelse for kursets tilblivelse og struktur diskuteres i nærværende indlæg to problemstillinger, der relaterer til musikhistoriedisciplinen generelt og ikke nævnte oversigtskursus specifikt: 1) Forelæsningsbaseret formidling overfor problembaseret læring og 2) Stil- og personalhistorie overfor kultur- og socialhistorie.
Michael Fjeldsøe (Københavns Universitet)
Om det problematiske i at skrive ’dansk musikhistorie’ – Læs indlæg
Tese: Der fandtes og findes en fælles nordeuropæisk musikkultur, der er grundlæggende den samme i de skandinaviske og de tyske lande. Denne er i de sidste 150-200 år blevet tolket ud fra et nationalistisk paradigme. Nationalisme er her brugt i den værdineutrale betydning som analytisk term: Nationalisme er nationens ideologi. Musikhistorieskrivningen har været og er et af de kraftigste midler til at etablere og vedligeholde disse paradigmer – og det er ud fra min opfattelse stærkt problematisk fortsat at skrive musikhistorie inden for dette paradigme. I mit indlæg vil jeg skitsere nogle af de teoretiske og metodiske problemstillinger, som jeg mener bør løses, før man begynder at skrive ’dansk musikhistorie’.
Sven Rune Havsteen (Danmarks Grundforskningsfonds Center for Studiet af Kulturarven fra Middelalderens Ritualer)
Musik i et kristendomshistorisk perspektiv. Musikhistorie i et tværfagligt felt belyst ud fra musikteologiske kilder
Musikhistoriske fænomener har igennem de senere år været genstand for opmærksomhed - både lokalt og internationalt - i forskningsmiljøer, hvor europæisk kristendomshistorie udforskes. Det skyldes en stigende erkendelse af, at musikhistorien afgiver vigtigt materiale til forståelse af centrale religiøse ytringer og praksisser, som har kendetegnet kristendommen i vidt forskellige historiske kontekster. Det religionshistoriske eller kristendomshistoriske studium begiver sig hermed ind på et videnskabeligt domæne, som med den videnskabsorganisering og dermed den arbejdsdeling, der traditionelt har gjort sig gældende i det akademiske arbejde, varetages af musikvidenskaben. En sådan arbejdsdeling har vist sig praktisk og nødvendig at opretholde, men det er vigtigt at notere sig, at i forbindelse med produktionen såvel som reproduktionen og receptionen af musik, gør sig faktorer gældende, som bedre indkredses og kommer til deres ret i et interdisciplinært videnskabeligt samarbejde. For meget væsentlige dele af europæisk musikkultur gælder det, at religionen eller kristendommen kan fremholdes som en sådan faktor af central betydning. Anerkendes dette, vil det også være nærliggende at inddrage kristendoms- og teologihistoriske tilgange til periodens musikkultur med det formål at afdække, hvad man kunne kalde de religiøse, “ekstra-musikalske” omstændigheder, som i ganske betydelig grad har haft indflydelse på periodens musikalske aktiviteter. Der er tale om et meget bredt arbejdsfelt, der dækker rekonstruering af de mere omfattende symbolske systemer, som musikken historisk har været en del af. Interessen samler sig for eksempel her om musikken som en del af symbolske praksisser (ritualer), om de ideologiske diskurser, som har ledsaget musikken som kulturelt og religiøst fænomen (musikfilosofiske eller musikteologiske refleksioner, teologiske kommentarer til liturgier, og for eksempel poetiske eller ikonografiske kilder). Foredraget vil ud fra musikteologiske kilder fra det 17. århundrede rekonstruere den luthersk-teologiske ledsagediskurs, som etablerede musikken som en religiøs erkendelsesform og som et instrumentum pietatis.
Jens Hesselager (Københavns Universitet)
Den uaktuelle fortid. Legitimeringsproblematikker i musikhistorieskrivningen – Læs indlæg
Skal vi studere fortiden primært for at blive klogere på hvem vi selv er i dag eller for at blive klogere på fortiden? Det sidste udelukker naturligvis ikke det første, men er det derfor nødvendigvis påvisningen af denne forbindelse mellem fortid og nutid – demonstrationen af fortidens ’aktualitet’ – der skal legitimere historieskrivningen? Eller findes der også aspekter af fortiden der er grundlæggende ’uaktuelle’ for vores tanker om hvem vi selv er i dag, og som alligevel – eller måske netop derfor – er legitime objekter for historikerens undersøgelser?
Fabian Holt
Genrebegrebets tilbagekomst: Fra genrehistorie til historier om genrekategorier i musikalsk praksis og erfaring
Mit oplæg tager udgangspunkt i overvejelser om, hvordan jeg ser mit akademiske virke i relation til dansk musik. Mine overvejelser vil kredse om forskellige danske og udenlandske forskningskulturer og om, hvordan dansk musik kan tænkes i transatlantiske og globale kontekster. Herfra går jeg videre til en diskussion af dansk musik som kategori og giver forskellige bud på nye metoder i studiet af generiske begreber.
Jens Henrik Koudal (Dansk Folkemindesamling)
Musikken i Danmark – danskhed i musikken. Sted og nationalitet som kritisk perspektiv. 10 påstande om at skrive en ny ”musikkens historie i Danmark”
– Læs indlæg
- Interessen for musik har aldrig været større. Forskellig musik fra alle historiske epoker klinger omkring os hver dag i medierne, ved koncerter, og når vi spiller den selv. Der er desuden en stor almen interesse for historie, ”danskhed” og dansk kultur. Derfor er det et uhyre velegnet tidspunkt at lancere en ”musikkens historie i Danmark”. Musikfaget bør gribe denne chance for at få en fagligt kvalificeret stemme i samfundsdebatten.
- Bogens målgruppe er alle særligt musikinteresserede, især dem der synger og spiller selv. Musikhistoriebogen skal være forskningsbaseret, skabe viden, sammenhæng og overblik samt være velskrevet. Den skal hverken stræbe efter at ligne et musikleksikon eller være en udtømmende lærebog til de højere musikuddannelser, men noget tredje.
- Der findes ikke noget archimedisk punkt, hvorfra musikhistorien kan anskues objektivt. De ”store fortællinger” har mistet deres legitimitet i nutidens samfund. Historien om musikken i Danmark vil altid være historien om udvalgte musikalske fænomener og musikforhold.
- Alle musikalske fænomener i Danmark har – tættere eller fjernere – paralleller i udlandet. Bogen skal have en væsentlig og aktuel overordnet vinkel, og det kunne være: musik i Danmark i dens samspil med udlandet. Alle kapitler ville da være nødt til at formulere, i hvilket omfang musikmiljøer i Danmark har fået impulser fra og har deltaget i internationale strømninger.
- Musikkens udvikling har ingen entydig retning. Hver tids musik har en berettigelse eller i hvert fald en begrundelse i sin samtid. Musikkens udvikling skal ikke ses som en række velafgrænsede epoker, der afløser hinanden som perler på en snor. Snarere er der tale om overlappende – musikalske og sociale – processer.
- Der skelnes mellem Danmark (dvs. Jylland og øerne) og Det Danske Rige, eftersom Riget har haft skiftende udstrækning med kongen som formel overherre. Bogen skal skildre musik og musikaktiviteter i Danmark med stadig opmærksomhed på Det Danske Riges skiftende udstrækninger. Altså ikke en nationalhistorie (dansk musikhistorie), men en territorialt defineret historie (musikkens historie i Danmark).
- Næsten alle danske musikhistorie-fremstillinger har haft en national grundfortælling, der er en guldaldermyte (guldalder-forfald-national genrejsning). Den er naturligvis ubrugelig i dag. Derimod skal en ny musikhistorie indbefatte en kritisk skildring af musikkens rolle som led i opbygningen af nationalfølelsen (og nationalstaten) siden Den Franske Revolutions tid.
- Historien skabes af mennesker, og gruppens eller individets perspektiv kan være lige så interessant som f.eks. statens eller nationens. Musikhistorieskrivningen har meget at hente ved at anlægge et aktør-perspektiv. Det vil være forfriskende at gøre, hvad vi kan kalde musikkulturer eller musikalske miljøer til væsentlige byggestene i fremstillingen. Dette udelukker ikke kapitler, der anlægger mere overordnede synsvinkler. Bogen skal omhandle både komponister, udøvere (amatører og professionelle), publikum, det 20. århundredes elektroniske musikforbrugere og andre aktører i musiklivet. Menneskenes egne stemmer (gennem citater) og deres egen musik skal høres. Bogen ledsages af en række cd’er med eksempler på forskellig musik.
- Musik er et mangefacetteret individuelt og socialt fænomen. En musikhistorie skal både beskæftige sig med a) musik som klingende og nedskrevet fænomen, b) organisation og adfærd omkring musik samt c) diskursen om musik. Ideelt skal bogen skildre musikken i samfundet og samfundet i musikken. I hver periode gøres bl.a. rede for vigtige genrer og deres funktion. Vigtige genrer og komponister karakteriseres musikanalytisk ved hjælp af node- og lydeksempler.
- Bogen forfattes af et team af kvalificerede musikforskere, gerne med inddragelse af forskere fra tilgrænsende fag. Der må hverken gå national- eller institut-chauvinisme i sagen.
Tore Tvarnø Lind (Københavns Universitet)
Metodisk refleksion. Flerstemmigheder, modsætninger, musikhistorier – Læs indlæg
Det musikhistoriografiske projekt skaber orden og historisk sammenhæng i en kompleks, usammenhængende, modsætningsfyldt og flertydig virkelighed, hvor omdrejningspunktet på en eller anden måde er musik. Men hvilken og hvis virkelighed fortæller musikhistorien? Det er musikhistorikere(n), der afgør, hvad der har musikhistorisk relevans, hvorfor videnskabelig refleksion må være et krav til al god musikhistorie, dvs. refleksion over de teorier, metoder og analytiske kategorier der danner grundlag for de valg der træffes. Hvis musikhistorie som videnskab for alvor mener, at den bibringer nye forståelser og fortolkninger på verden, må den have ambition om sådan en videnskabelig refleksion.
Siegfried Oechsle (Christian-Albrechts-Universität, Kiel)
Plaidoyer for en ny dansk musikhistorie – Læs indlæg
En plaidoyer for en ny dansk musikhistorie kan støtte sig på en hel del nye forskningsresultater, om det nu gælder folkemusikken, populærmusikken eller ‚kompositionsmusikken’. Endnu vigtigere end optagelsen af nyt stofligt indhold og genstandsfelter er arbejdet med nye metodiske perspektiver.
Generelt sagt er der behov for en metodisk reflekterende musikhistorieskrivning, som især tematiserer sine egne fremgangsmåder i lyset af sin egen historicitet. Den metodiske pluralisme er nødvendig, fordi det ikke er muligt at konstruere et a priori gældende enhedsgrundlag med universelle gyldighedskrav. Derfor ville det være meningsløst at kræve en teoretisk afklaring af abstrakta som historie, genre, værk osv., før man går i gang med konkrete historiografiske opgaver.
Hvis der i dagens Danmark stadigvæk føles behov for at fokusere musikhistorieskrivningen på begrebet ”danskhed”, må det ske med udgangspunkt i generaltesen om, at begrebets indhold er identisk med begrebets historie. I stedet for at lede efter væsensmæssige, substantielle grundlag for ”det nationale” må der foretages en kultur- og musikhistorisk analyse af formeringen og transformeringen af forestillinger, billeder og stereotyper, som bruges til at konstruere kulturelle regioner som „Norden“ eller kollektive identitetsmønstre som „danskhed“.
Hvis man forstår dansk musikhistorieskrivning som en del af europæisk resp. international musikhistorieskrivning, åbner det måske øjnene endnu mere for bikulturelle og transnationale holdninger og koncepter (som man jo for længst har undersøgt på litteraturhistoriske områder). Det betyder dog at man må sige farvel til den gode gamle danske nationalpositivisme.
Ingeborg Okkels (Københavns Universitet):
Den elektroniske musiks og computermusikkens historieskrivning – Læs indlæg
Den elektroniske musiks og computermusikkens felt indbefatter et bredt spektrum af forskellige musikgenrer, fra den tidlige elektroakustiske avantgarde med rødder i musique concrète og Elektronische Musik til vor tids interaktive computermusik og dj- baserede techno og house-musik. Ser man nærmere på feltets historieskrivning skinner flere ting igennem. Fælles for genrerne er en indbygget teknologideterministisk vinkling som oftest er konstrueret omkring en specifik teknologis udviklingshistorie. I dette genrefelt indbefatter begrebet ”komposition”, udover skabelsen af musik, også avanceret brug af eller decideret udvikling af eget musiksoftware. Sammensmeltningen af instrumentmager og komponist/musiker afstedkommer nogle grundlæggende spørgsmål omkring værk og ophavsret: 1) hvori består det egentlige værk? – i udviklingen af musiksoftware eller i kompositionen af musikken; og 2) hvem er den egentlige komponist og ophavsmand? – programmøren eller komponisten? Sat på spidsen kan man sige at historieskrivningen fremstiller disse værker mere som svar på teknologiske end æstetiske problemstillinger.
Palle Andkjær Olsen (Christianshavns Gymnasium)
Musikhistorie i gymnasiet – Læs indlæg
Med udgangspunkt i en beskrivelse af musikhistoriens placering i gymnasiets musikundervisning og af de udfordringer som gymnasiereformen stiller til musikhistorieundervisningen, vil jeg diskutere hvilke krav man kan stille til en ny dansk musikhistorie, der (også) skal være nyttig for gymnasiets nuværende og kommende undervisere (og måske elever).
Gymnasiets musikundervisning hviler på idéen om balance og samspil mellem det teoretiske/kundskabsmæssige og det praktisk udøvende. Det er imidlertid lysten til det sidste der i vid udstrækning driver eleverne til at vælge musik i gymnasiet, og det betyder at lærerne bevidst må arbejde for at gøre såvel den elementære musikteori som musikhistorien relevant for eleverne. Gennem de sidste 10-15 år er der fremkommet meget nyt undervisningsmateriale med vægtning af det historiske, og dette har været med til at styrke musikhistorien i undervisningen, om end ikke uden videre den danske musik. De fleste (og i skolen mest anvendelige) af disse udgivelser lægger vægt på samspillet mellem historien og det eksemplariske musikværk/stykke. Dette er et uomgængeligt pædagogisk krav, og det er endvidere fastholdt i eksamenskravene på de høje valgfagsniveauer (A og B), som primært omfatter analyse af et enkelt musikstykke.
Denne høje prioritering af det eksemplariske musikværk gælder også faget efter gymnasiereformen. På andre punkter tegner gymnasiereformen imidlertid et nyt billede af fremtidens musikundervisning. Det kræves nu at undervisningen introducerer systematisk grundviden, ”herunder musikhistorisk overblik og sammenhænge” (A-niveau’et) og at der i undervisningen inddrages værker/numre fra vestlig kunst- og populærmusik, ”herunder folkemusik, dansk musik, ny kompositionsmusik samt ikke-vestlig musik” (gælder både A-, B- og C-niveau’et). Her er i forhold til den tidligere bekendtgørelse tale om en betragtelig udvidelse af det obligatoriske stof, en udvidelse som ikke modsvares af et større timetal, og som derfor kalder på nye undervisningsstrategier og -materialer.
Hertil kommer at mindst 10% af den samlede undervisningstid nu skal benyttes til de tværfaglige/tværfakultære projekter som er samlet under betegnelsen ”Almen studieforberedelse”. Denne nydannelse som betoner samspillet mellem fagene, er imidlertid tilsyneladende åbent for hvad som helst (undervisningsvejledningen rummer et katalog med 94 idéer og 30 udfoldede eksempler), og kalder derfor også på nye undervisningsstrategier og -materialer.
Kan en ny dansk musikhistorie være med til at løse nogle af de udfordringer musikundervisningen i gymnasiet og specielt gymnasiereformen skaber? Hvis den skal kunne det, må den i hvert fald være i stand til at skabe et konsistent teoretisk grundlag der kan samle de meget forskellige traditioner der ligger bag arbejdet med kunst- og populærmusik. Den må også kunne fastholde et globalt perspektiv selv om emnet er nationalt. Derudover må den være i stand til at fastholde forbindelsen mellem det eksemplariske værk og en bred historisk kontekst. Og endelig må den være i stand til at klargøre de erkendelsesinteresser den hviler på.
Peder Kaj Pedersen (Aalborg Universitet)
Besættelsestidens musikhistorie?
I historieforskningen har besættelsestiden været en konstant udfordring, og de fem år er vel den mest udforskede periode i Danmarks historie i det hele taget. På den baggrund kan det undre, at periodens musikhistorie har været så lidt behandlet, som tilfældet er. De musikhistoriske oversigtsværker, der berører den, er få og ganske bedagede. Musikkens rolle er berørt mere selektivt i kulturhistoriske fremstillinger og studier med andre faglige udgangspunkter end musikvidenskabelige, og det er her en mere opdateret forskning med relation til musikken kan findes. Det kan have med to ting at gøre. Man kan for det første spørge, om besættelsestiden overhovedet er musikhistorisk interessant og som svar frakende den en sådan interesse f.eks. som en unormal tilstand, der gik over, og som ikke førte til holdbare musikalske fornyelser. Og man kan for det andet pege på mere principielle musikhistoriografiske problemer, der indicerer, at besættelsestidens musikhistorie er fagligt vanskelig at håndtere. Min egen opfattelse er, at besættelsestidens musikhistorie er et interessant men ikke et uproblematisk projekt, og jeg vil i mit indlæg drøfte nogle af problemerne.
En fremstilling af besættelsestidens musikhistorie må være inklusiv, dvs. indbefatte kunstmusik, filmmusik, folkelig musik, populærmusik osv. både ud fra, hvad der kommer til af musik på disse områder og hvad der recipieres i en situation, hvor internationale kanaler enten er afskåret eller uønskede. Genstanden for den må være, hvad der under disse omstændigheder tillægges musikalsk betydning, og hvordan det sker. Den må være eksklusiv, dvs. at den netop må søge at klarlægge de specifikt musikalske aspekter af de processer, der er tale om. Den må i fremlæggelsen af det musikalske stof reflektere faser fra den almene historie, således f.eks. hovedfaserne – fra 9. april 1940 til augustoprøret i 1943 - fra 29. august 1943 til befrielsen - samt reflektere aspekter som nazificering, kollaboration, passiv modstand ud fra nationale og/eller demokratiske motiver, aktiv modstand, åben terror etc. Den må tage stilling til tvetydighederne i stoffet, hvoraf der i hvert fald er to typer: på den ene side hvad danske musikere stillede op til i samarbejdets navn, og på den anden side, hvad det faktisk kunne lade sig gøre at bringe frem trods besættelsen. På det sidste er Det. Kgl. Teaters opsætning af Gershwin’s opera Porgy og Bess i marts 1943 et velkendt eksempel.
Et diakront, historisk konstruktivt perspektiv på besættelsestiden musikhistorie er kompliceret. Det er kun jazzen, der mht. tidsafgrænsning så at sige falder sammen med de fem år. Det, der nu er kanoniseret som ”dansk guldalderjazz”, fødes og dør med besættelsen. I kunstmusikken er der i besættelsesårene en markant national orientering, men den opstår ikke i situationen. Den er grundlagt i anden halvdel af 1930’erne, og løber til ende i den forstand, at situationen ved befrielsen ikke mest udpræget rummer en national dagsorden for kunstmusikken; der tegnede sig ingen oplagt kontinuitetsmulighed. Det kom der omvendt til at gøre for det klassiske musikliv, der under besættelsen oplevede en blomstrende konjunktur, hvorunder institutioner, repertoirer, publikumsstrukturer etc. fik præg, der peger helt frem til 1960’erne.
Falder besættelsestidens musikhistorie så fra hinanden i musikalske delkulturers historie, musiklivssocialhistorie ol.?
Ikke hvis man efterprøver et synkront, tolkende perspektiv, både på de nævnte og på andre af besættelsestidens musikalske fænomener, og ikke mindst på den tidens komponerede danske musik, som ikke tav mens våbnene talte, og som på indbyrdes vidt forskellige måder bærer eller kan tillægges betydning relateret til besættelse og krig. Jeg tænker her på værker af f.eks. Vagn Holmboe, Rued Langgaard og Herman D. Koppel.
Heinrich W. Schwab (Københavns Universitet)
'Sachbuch' versus videnskabelig monografi. Til et dansk musikhistoriografisk problem eksemplificeret ved publikationer til Det Kongelige Teaters historie
– Læs indlæg
Hvis den opfattelse gælder, at hver generation skal skrive sin egen musikhistorie respektive skal 'omskrive' en musikhistorie, så er det naturligvis passende på nuværende tidspunkt at gøre sig tanker i forbindelse med et sådant projekt. Og der er, hvad alle her vel er klar over, meget nyt at berette om siden Schiørring; ikke mindst har de seneste årtier – særlig indenfor Renaissancemusikken – bragt betydelige fund for dagen, der vil give Danmark en ganske anden plads på det europæiske musikalske landkort. Schiørrings musikhistorie er et værk, der primært retter sig mod den musikinteresserede offentlighed. Derfor blev de tre bind, på forlagets foranledning, desværre trykt uden videnskabeligt kildeapparat. En ny musikhistorie – der i dag i påkommende tilfælde kun vil kunne virkeliggøres i et team – bør først og fremmest sørge for en bredt anlagt for interesserede tilgængelig kildebase; dette naturligvis for at sikre sig, at en ny generation ikke hver gang skal begynde med Adam og Eva. Eksemplet med de mange fremstillinger til Det Kongelige Teaters historie anskueliggør med al ønskelig tydelighed, i hvilken kalamitet man befinder sig, såfremt man ikke undersøger, hvad der i Thomas Overskous standardværk er faktum og hvad fiktion. Idet man jo ikke skal glemme, at snart sagt alle, der i Overskous kølvand befatter sig med teatrets historie, står på skuldrene af ham, om man så i sine bilag, citater og lignende tilkendegiver dette, eller kun interesserer sig for en alment informerende fremstilling.
Søren Møller Sørensen (Københavns Universitet)
Uden mål – og med. Om historieskrivning, perspektiv og målsætning – og om adspredthedens nytte – Læs indlæg
Når de fleste af os finder vejen spærret til det arkimediske punkt, hvorfra det fortidige kan ses, 'som det egentlig var', tvinges vi til at overveje, hvad i stoffet, i fremgangsmåden eller i den personlige indstilling, der kan yde den nødvendige modstand mod akademiske moder og politiske dagsordner. Det problem spidser til i mørke tider.
Arvid Vollsnes (Universitetet i Oslo)
Norges musikkhistorie 2000 – fem bind men kun en torso
I Norge har ikke det ikke vært utgitt noen omfattende musikkhistorie siden 1921, da O.M. Sandvik og Gerh. Schjelderup utgav en i to bind. Professor Nils Grinde skrev en ettbindsversjon i 1971, beregnet på studentene. Denne er kommet i flere reviderte opplag og er også utgitt på engelsk.
I 1995, etter mange samtaler med kolleger og ledelsen ved institusjonene, vedtok Norsk musikkforskerlag å sette i gang et prosjekt for å få skrevet en ny norsk musikkhistorie. Det ble nedsatt en prosjektgruppe, og som leder av denne og hovedredaktør ble valgt Arvid O. Vollsnes fra Universitetet i Oslo.
Gruppen formulerte selv sine egne mål ut fra de dokumenter som var fremlagt for Musikkforskerlaget og diskusjonene som hadde funnet sted.
Målet var
– å få kartlagt materiale og kilder til norsk musikkhistorie,
– å samle folk og institusjoner til innsats for en dugnad,
– å legge en strategi for finansiering og utgivelse av et (bok)verk,
– å legge en strategi og starte opp et nettbasert Norsk musikkhistorisk arkiv
Prosjektgruppen fikk den hjelpen de søkte, alle ville delta og hjelpe. Det ble gitt økonomisk støtte fra Norsk kulturråd og fra Norges forskningsråd. Universitetet i Oslo bidrog med en vitenskapelig assistent i tre år. Prosjektet virket også samlende på miljøet. Alle forskere stilte opp vederlagsfritt, det var kun et par freelancere som ble betalt for sitt arbeid. I alt er det innpå 50 som har deltatt i prosessen og i møtene rundt arbeidet.
Teknologien endrer seg raskt i våre dager. Vi vurderte derfor ulike former for utgivelse av materialet, CD-ROM, DVD, bokverk. I første omgang ble vi stående ved bokverket, men alle avtaler som er inngått, gjør det mulig å benytte materialet i andre formidlingsformer, også digitale. Mye av fokus ble lagt ned i bokverket. Det var vedtatt at det skulle avspeile musikkens plass i det norske samfunnet gjennom tidene. Den skulle ta mål av seg til å være hele landets, alle befolknings¬gruppers og kvinners og menns musikkhistorie. Det krever at musikkhistorien måtte sees ikke bare i et kulturhistorisk, men også et allment historisk og sosiologisk perspektiv. Samtidig må en musikkhistorie ha musikken i sentrum. Den klingende musikken må både forstås på egne premisser og i interaksjon med samfunnet.
Da fagmiljøene består av enkeltforskere med ulikt vitenskapelig ståsted og interessefelter, vil framstillingen måtte gjenspeile denne pluralismen. Slik blir bokverket også en direkte inngang til musikkforskningens historie og metoder.
Selve arbeidet foregikk ved at det ble laget en disposisjon for hvert bind, og en redaksjon for hvert bind. Hovedredaktøren arbeidet i alle redaksjonene. Redaksjonen valgte selv samarbeidspartnere og skribenter, som fikk i oppdrag å skrive om sitt spesialfelt innen en viss frist. De innkomne manuskriptene (som også skulle inneholde forslag til illustrasjoner og musikkeksempler) ble lagt på en server og slik distribuert til de øvrige i bindarbeidet, og til andre som meldte sin interesse. Redaksjonen fikk da inn reaksjoner på faktafeil, forslag til endringer, strykninger, forbedringer, illustrasjoner osv. Redaksjonen harmoniserte manus i forhold til øvrig materiale og sendte så ut sitt forslag. Dette ble da igjen kommentert av forfatter og andre interesserte.
Vi ønsket at bokverket skulle være for en opplyst allmennhet, og høyest mulig faglig standard, kombinert med enklest og klarest mulig formidling av stoffet, skulle være en hovedmålsetting. De fem bindene skulle være gjennomillustrert, også med mange noteeksempler, og hvert bind skulle ha to CD-plater med klingende musikk som var nær knyttet opp mot tekstene og illustrasjonene. På denne måten ble også verket en lydantologi for norsk musikk.
Verket fikk en meget god mottagelse. Det fikk også formidlingsprisen ved Universitetet i Oslo for året 2001.
Men det var beklagelig at videreføringen av prosjektet ikke ble hva den kunne ha blitt. Vi hadde planlagt en noteantologi ved siden av lydantologien i forlengelse av verket. Men vi fant ikke bidragsytere som ville være med på en slik finansiering. Likeledes hadde vi som en forutsetning at mye av materialet vi hadde fremskaffet og arbeidet med underveis, skulle legges ut på nettet under Norsk musikkhistorisk arkiv. Dette var bidragsyterne begeistret for da vi startet, men da bokverket var fullført, ville de ikke delta med finansiering eller annen støtte i denne viktige delen av arbeidet. Det er bare noen spredte forsøk som nå er lagt ut “på fritiden”, se http://www.hf.uio.no/imv/forskning/forskningsprosjekter/norgesmusikk/
Slik kunne prosjektet kun forme en torso, hode, armer, ben og vinger mangler. Og da kan ikke skapningen komme seg opp og frem i livet …