Dania sonans IX
C.E.F. Weyse: Symfonier 1-4.
Udg. af Carsten E. Hatting. Engstrøm & Sødring 1998-(2000).
Se Indhold af de udgivne bind
Indledning
Af Carsten E. Hatting
Christoph Ernst Friedrich Weyse blev født den 5. marts 1774 i Altona i Holsten. Han fik sin tidligste musikalske opdragelse, i sang, klaver- og violinspil, af sin morfar, Bernhard Christoph Heuser, der var kantor ved byens hovedkirke og lærer ved gymnasiet. Heuser sørgede også for at gøre ham bekendt med musiklivet i fødebyen og nabobyen Hamburg, hvor C.Ph.Em. Bach var musikdirektør. Weyse opnåede dog ikke direkte at blive elev af denne berømte komponist. Derimod kom han i forbindelse med professor C.F. Cramer i Kiel, der var en vigtig kontaktperson til musiklivet i hovedstaden, og i oktober 1789 drog han til København for at komme i lære hos hofkapelmester J.A.P. Schulz, der få år tidligere selv var hentet til landet fra Berlin. Her studerede han desuden hos den musikkyndige kancellisekretær Peter Grønland, der ligesom sin elev var af holstensk oprindelse.
Cramers introduktioner har formentlig hjulpet Weyse ind i især det tyske miljø i hovedstaden, St. Petri kirkes menighed og den aristokratiske kreds omkring finansministeren, grev Ernst Schimmelmann. Her var man netop i 1789 optaget af den såkaldte Holgerfejde, et udslag af tidlig nationalisme, men det ser ud til, at den unge Weyse har kunnet holde sig uden for både denne og senere stridigheder mellem tysk og dansk, selv om han må have været nær på dem. Han tilegnede sig med årene også helt det danske sprog.
1790’erne var studieår for Weyse. Han boede hos Schulz, spillede klaver og violin og arbejdede med kompositionsteknik. Men han er hurtigt kommet i gang med en selvstændig virksomhed. I 1792 var han begyndt at interessere sig for orgelspil og havde fået lejlighed til at øve sig i Vor Frelsers kirke, hvor H.O.C. Zinck var organist. Zinck var tillige syngelærer ved teateret og musiklærer ved Blågårds seminarium.
Samme år hjalp Schulz Weyse til et fast vikariat ved den reformerte kirke, hvor den calvinistiske menighed holdt til, og der blev holdt tyske og franske gudstjenester. Han har her skullet stå til rådighed ved orglet og har fra begyndelsen næppe fået løn for sit arbejde, men da den gamle organist døde to år efter, fik han til gengæld embedet.
En række kompositioner fra disse år er samlet i to bind Jugendarbeiten, dateret 1790-94. De indeholder klaverværker og små sange til tyske tekster, i stil med Schulz’ Lieder im Volkston. Enkelte af klaverværkerne kan meget vel være tænkt også som orgelmusik.
Klaveret — eller snarere: cembaloet — var stadig Weyses hovedinstrument. Han må have udviklet sine færdigheder hurtigt, for allerede i 1790 havde Schulz skaffet ham lejlighed til at spille for hoffet, og snart efter er Weyse vel også begyndt selv at tage elever.
På Det kongelige Teater blev der fra tid til anden givet koncerter, men et mere eller mindre offentligt musikliv udviklede sig desuden i klubber og foreninger. Medlemmer af de musikalske selskaber var dels musikere, dels amatører, musikinteresserede borgere. Klubkoncerterne kunne være forbeholdt medlemskredsen, men ikke så sjældent annonceredes der i stadens aviser også offentlige koncerter, hvor enhver kunne få adgang mod betaling. (1)
Schulz har introduceret sin elev til en af de største af disse foreninger, selskabet Harmonien. Det var stiftet i 1778, og det havde i løbet af 1780’erne udviklet sig til det betydeligste i København. Men der var adskillige andre, som Weyse efterhånden fik forbindelse med. Hjemme hos sig selv har han musiceret sammen med H.O.C. Zinck og et par andre, måske endog kapellets koncertmester Claus Schall. Flere musikere kom til, så at man efterhånden kunne danne et lille orkester. Man flyttede ud på Blågård, hvor Zinck ikke blot arbejdede, men også boede, og antog navnet Det musikudøvende Selskab. Om det skriver Weyse i sin selvbiografi fra 1820, at her: “lernte ich Mozarts und Haydns Sinfonien erst recht kennen, und studirte die Wirkung der Blasinstrumente.” (2) Weyse fortæller et andet sted, at det ikke altid var nemt at klare sig i konkurrencen med andre selskaber om de bedste musikere, så at det kom til at gå lidt op og ned med dette selskabs aktivitet.
De syv symfonier, som Weyse komponerede ret hurtigt efter hinanden i årene 1795-1799 har måske netop været bestemt til Det musikudøvende Selskabs koncerter. (3) Han skrev mærkeligt nok aldrig flere. Som følge af den ulykkelige forelskelse i Julie Tutein, datteren af en velstillet københavnsk grosserer, var han i det hele taget ude af stand til at komponere i årene fra 1801 til 1807. Måske har denne kompositionspause tillige ledt ham ind på andre musikalske baner. Han var allerede forinden gået i gang med at skrive et syngespil til teateret, hvor han utvivlsomt kunne regne med et større publikum. Hans virksomhed som organist ved Vor Frue kirke, byens største (fra 1805), og senere som hofkomponist (fra 1819) kan muligvis også lidt efter lidt have ført ham bort fra det mere amatørprægede koncertliv.
Weyse glemte dog ikke sine symfonier. Af hans omarbejdelser af partiturerne må man slutte, at de fra tid til anden har stået på koncertprogrammerne. Fr. Kuhlau, der kom til København i slutningen af 1810, beskrev i et brev 1811 til Leipzig-forlæggeren G.C. Härtel koncertrepertoiret i byen. Man hører, skriver han: “zuweilen auch eine Symphonie von dem originaleren Weise — einige seiner schönen, effectvollen Symphonien sind noch nicht gedruckt.” (4) Det var dog to af dem blevet. Weyses mæcen, den velhavende købmand Constantin Brun, kendt også i eftertiden som ejer af Sophienholm, bekostede o. år 1800 udgivelsen af nr. 6 i c mol hos nodestikkeren Sonne i København. Få år senere blev nr. 7 i Es dur trykt i Wien hos forlaget Bureau d’arts et d’industrie. Men Kuhlau kendte altså flere. Hans appel til forlæggeren i Leipzig havde dog ingen virkning.
På en anden måde kom symfonierne senere Weyse til gavn. Flere gange greb han tilbage til dem, når han havde brug for en ouverture eller for scenemusik til et af sine arbejder til Det kongelige Teater. Allerede i 1800/1801 omarbejdede han finalen af 2. symfoni til overture til Sovedrikken. I 1817 blev den 4. symfoni brugt som ouverture og scenemusik til Macbeth, et af de tidligste udslag af Shakespeare-interessen i Danmark, og endelig blev den 1. symfoni spillet i forbindelse med en, ganske vist ikke særligt vellykket, nyopførelse i 1832 af Johs. Ewalds drama Balders Død.
Dertil kom, at Musikforeningen, der var stiftet på Weyses fødselsdag i 1836 og snart efter blev til en koncertforening, opførte den 5. symfoni et par gange i 1839, stærkt omarbejdet til lejligheden. Et halvt års tid før komponistens død i 1842 blev også den 7. symfoni opført i en offentlig koncert.
For den eftertid, der måske har hørt om Weyse som klaver- og orgelspiller, især som improvisator, men som først og fremmest kender ham som komponist af romancer og sange, må symfonierne forekomme temmelig nye. Udover deres selvstændige musikalske kvaliteter rummer de vidnesbyrd om et koncertliv i 1790’ernes København, der blev båret igennem på usikre vilkår, men med begejstring og pionerånd. Haydn og Mozart var ganske nye navne, hvis musik man måtte kæmpe for at få anerkendt, og som unge danske (eller dansk-tyske) komponister gjorde sig umage for at lære af. (5) Schulz skal navnlig have været begejstret for Haydn, mens hans efterfølger F.L.Æ. Kunzen gjorde en stor indsats for Mozarts musik. Han har bl.a. æren for at have indført nogle af Mozarts operaer på Det kongelige Teater.
Orkestret
Den orkesterbesætning, Weyse kræver i sine symfonier, er ikke stor, sammenlignet med det moderne symfoniorkester. Den omfatter en eller to fløjter, to oboer, to fagotter, to horn og et fire- eller undertiden femstemmigt strygerkorps. Hertil kommer fra 2. symfoni at regne to trompeter og pauker. Det var et orkester af den størrelse, Haydn og Mozart skrev de fleste af deres symfonier for, og instrumentsammensætningen svarer også til, hvad der sædvanligvis blev anvendt i Det Kgl. Kapel, der i slutningen af 1790’erne havde en størrelse på ca. 35 musikere. Selv om Weyse måske ikke har haft så mange musikere, endsige kapelmusici til rådighed, så var det altså en besætning, han kendte.
Nogle årtier senere havde situationen åbenbart på flere måder ændret sig. I sine bearbejdelser af symfonierne til brug for teateret eller Musikforeningen har Weyse føjet klarinetter og en basun til sit orkester. Klarinetter var på dette tidspunkt blevet mere almindelige, og i Musikforeningens koncerter var det på dette tidspunkt af foreningens historie stort set Det Kgl. Kapels musikere, der stod for udførelsen af symfonierne, ikke en lidt tilfældig samling af amatører og professionelle.
Generelt om udgaven
Kilderne til denne udgave er Weyses egne partiturer i Det Kgl. Bibliotek i København samt de trykte stemmer til symfoni nr. 6 og 7. Kun i forbindelse med symfonierne nr. 4 og 5 er der særlige kildeproblemer, som vil blive beskrevet i revisionsberetningerne til de pågældende bind.
Udgaven gengiver med få, nødvendige rettelser Weyses egen nodetekst. Hans instrumentbetegnelser og de transponerende instrumenters stemninger er overtaget. Kun er Weyses “clarino” og “clarini” erstattet af “tromba/trombe”.
Løse fortegn er indføjet, hvor Weyse ved tonegentagelser efter taktstreg har undladt at sætte dem, sådan som det var tidens praksis. På samme måde er de passager udskrevet, som han han med angivelsen “colla parte” har ladet stå åbne, når en stemme følger en anden.
Også hvad frasering og dynamik angår, er der i Weyses partiturer en del, som er underforstået. Således har han i reglen været ret omhyggelig med at angive frasering og artikulation, hvor et tema eller et motiv optræder de første gange, mens han senere åbenbart har anset det for mindre nødvendigt. Af hensyn til udgavens praktiske anvendelighed er sådanne angivelser her tilføjet. På samme måde er der i satser, der begynder med en tuttiindsats i orkesteret, tilføjet det forte, som utvivlsomt er intenderet.
Tilføjede dynamiske angivelser fremstår i udgaven med svagere skrift, indsatte buer er punkterede. Weyse skelner mellem staccato med prikker og marcato formet som korte lodrette streger. Udgaven følger Weyse på dette punkt. Manglende staccatoprikker og accenter er stiltiende indføjet, hvor det af de øvrige stemmer og af den musikalske sammenhæng i øvrigt (samt evt. parallelle passager) fremgår, at de må skulle stå. Overflødige advarselsfortegn er stiltiende fjernet.
Betegnelsen dolce indebærer hos Weyse, at der spilles piano. Men de to betegnelser dækker alligevel ikke ganske hinanden, idet melodiførende stemmer flere steder betegnes dolce, mens akkompagnerende stemmer har piano. Der er imidlertid også steder, hvor dette princip ikke er fulgt. Udgaven følger derfor Weyses angivelser.
- Oplysninger om de musikalske klubber og selskaber findes i V.C. Ravn: Koncerter og musikalske Selskaber i ældre tid. (Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag. Bd. 1) Kbh. 1886, især s. 99-148 og Nils Schiørring: Musikkens Historie i Danmark. Kbh. 1977-1978, især bd. 2, s. 50-84. retur
- Samtidig afskrift af Weyses selvbiografi, Ny Kgl. Samling 2836 III, 4o, Det Kgl. Bibliotek. København. Weyses original kendes ikke. Den kan være sendt til “et tydsk Blad”, som Berggreen skriver (s. 6). En dansk oversættelse blev trykt i K.L. Rahbeks tidsskrift Hesperus (Bd. 3, 1820) og senere i A.P. Berggreen: C.E.F. Weyse’s Biographie. Kbh. 1876. Selvbiografien er den væsentligste kilde til vor viden om Weyses barndom og ungdom. retur
- Om det københavnske musikmiljø og Weyses symfonier, se Carsten E. Hatting: ‘C.E.F. Weyses Symfonier’ i Musik i København. Studier i Københavns musikhistorie i det 19. og 20. århundrede. Kbh. 1997, s. 11-47. retur
- Kuhlau Breve. Udgivet og med kommentarer af Gorm Busk. Kbh. 1990, s. 42. retur
- Se herom Carsten E. Hatting: Mozart og Danmark. Kbh. 1991, s. 24-38. retur
FORORD s. vii
Indledning s. ix
SYMFONI Nr. 1 i g mol s. 1
Allegro con spirito s. 3
Minuetto — Trio s. 24
Andante s. 30
Vivace s. 38
SYMFONI Nr. 2 i C dur s. 57
Allegro con brio s. 59
Adagio s. 80
Minuetto — Trio s. 97
Allegro s. 102
KILDEBESKRIVELSE OG REVISIONSBERETNING s. 121
Dania sonans IX.2
FORORD s. vii
Indledning s. ix
SYMFONI Nr. 3 i D dur s. 1
Allegro con brio s. 3
Andante maestoso s. 23
Minuetto — Trio s. 33
Allegretto s. 38
SYMFONI Nr. 4 i e mol s. 59
Grave — Allegro s. 61
Largo s. 86
Minuetto — Trio s. 104
Allegro moderato ma con energia s. 111
KILDEBESKRIVELSE OG REVISIONSBERETNING s. 135
Dania sonans IX.3
FORORD s. vii
Indledning s. ix
SYMFONI Nr. 5 i Es dur (1796) s. 1
Maestoso – Allegro assai s. 3
Andante s. 32
Minuetto – Trio s. 50
Allegro con spirito s. 56
SYMFONI Nr. 5 i Es dur (1838) s. 83
Maestoso – Allegro con brio s. 85
Andante s. 143
Menuetto – Trio s. 172
Allegro con spirito s. 183
KILDEBESKRIVELSE OG REVISIONSBERETNING s. 235
Dania sonans IX.4
FORORD s. vii
Indledning s. ix
SYMFONI Nr. 6 i c mol s. 1
Maestoso — Allegro con brio s. 3
Largo s. 27
Menuetto — Trio s. 38
Vivace s. 43
SYMFONI Nr. 7 i Es dur s. 69
Allegro s. 71
Andante s. 99
Minuetto — Trio s. 111
Finale. Allegro s. 117
KILDEBESKRIVELSE OG REVISIONSBERETNING s. 143