START


UDGIVELSER
   Danish Yearbook of Musicology
   Dania Sonans
   Andre udgivelser


SYMPOSIER


MØDER


GENERALFORSAMLINGER


LINKS


Dania sonans VIII
C.E.F. Weyse: Samlede Værker for Klaver 1-3.

Udg. af Gorm Busk. Engstrøm & Sødring 1997.

Se Indledning (uddrag)
Se Indhold af de tre bind

Indledning

af Gorm Busk

Christoph Ernst Friedrich Weyse blev født den 5. marts 1774 i Altona, der dengang hørte under den danske krone. Sin musikinteresse havde han fra moderen, der spillede temmelig godt klaver, og fra sin morfar, Bernhard Christoph Heuser, kantor ved kirken i Altona, der gav ham den første musikundervisning. Efter forgæves forsøg fra Heusers side på at få den unge Weyse videreuddannet hos den aldrende Carl Philipp Emanuel Bach, blev det gennem den musikkyndige Kieler-professor Carl Friedrich Cramer bestemt, at Weyse skulle være elev hos den kgl. kapelmester i København, Johann Abraham Peter Schulz. I begyndelsen af november 1789 ankom Weyse til København. Han forlod aldrig siden Danmark og blev efterhånden fuldstændigt assimileret i dansk åndsliv. Foruden af Schulz fik Weyse også musikalsk uddannelse og råd af juristen Peter Grønland. Han blev fra 1791 undervist i orgel af syngemesteren ved Det Kgl. Teater, H.O.C. Zinck og fik 1792 stillingen som vikarierende, to år efter som fast organist ved Reformert Kirke i København. I 1805 blev han organist ved Vor Frue Kirke, hvor han virkede til sin død. I 1816 blev han titulær professor ved Københavns Universitet og fra 1819 hofkomponist med forpligtelse til at skrive kantater og syngespil til Det Kgl. Teater (bl.a. Sovedrikken, Ludlams Hule, Floribella og Festen paa Kenilworth). Det var med de lyriske romancer og sange fra disse værker og med sine solosange med klaver, han især blev kendt i Danmark – til dels også i Tyskland. Da Weyse døde den 8. oktober 1842, havde han allerede længe været anset for den førende autoritet i datidens københavnske musikliv, og hans mangesidige dannelse havde gjort ham til en hovedskikkelse i dansk åndsliv.
  Weyses korte selvbiografi beretter om en noget planløs musikalsk opvækst, inden han blev elev af Schulz (Trykt i A.P. Berggreen: C.E.F. Weyse’s Biographie, Kbh. 1876, s. 6-41). Han spillede især musik af Schobert, C.Ph.E. Bach, senere også Johann Sebastian Bach. Gennem Schulz lærte han Clementis musik at kende. Weyses første kompositioner stammede fra årene 1785-86, altså fra elleve-tolv års alderen, blandt dem to klaversonater med violin og cello, som er gået tabt. I 1790 komponerede han et ligeledes tabt præludium og fuga i J.S. Bachs stil samt D-dur fantasien (nr. 10) og den første klaversonate (nr. 11). I selskabet Harmonien og andre musikalske klubber var han solist i klaverkoncerter, mest af Mozart, hvortil han improviserede lange kadencer. Han spillede i begyndelsen cembalo og clavicord og fik først efter mange års øvelse tilegnet sig det anslag, der krævedes på hammerklaver. Hans første offentlige optræden uden for klubberne fandt sted i 1796 på Det Kgl. Teater og hans sidste i 1802. Weyse nævner J.S. Bach, Händel, C.Ph.E. Bach, Haydn, Mozart, Gluck og Schulz som de komponister, han “ærer højligen”.
  Weyses pianistiske og improvisatoriske færdigheder fremhæves af mange af hans samtidige, f.eks. sagde Kuhlau om ham, at han var den største klaverspiller, han nogensinde havde hørt.
  De tidligste klaverkompositioner finder man i to håndskrevne bind, som Weyse selv har udført. Disse hidtil ikke offentliggjorte samlinger findes nu på Det Kgl. Bibliotek i København under titlen C E F Weyses Jugendarbeiten 1790-1794 (se Kildebeskrivelse). De indeholder forskellige mindre stykker (nr. 1-4), fem fugaer (5-9), fantasien fra 1790 (10), fire sonater (11-14) og otte af de enkeltstående, virtuose allegrosatser i sonateform (15-22), som blev en specialitet for Weyse, og som han var den første, der lancerede som Allegri di bravura. Det fremgår af en anmeldelse af seks nye Allegri di bravura (nr. 23-28), der blev trykt i 1796 hos Schulz & Reichardt i Berlin, i Neue allgemeine deutsche Bibliothek (Udg. af Carl Ernst Bohn, Kiel 1796, bd. 22, s. 46-47), den første anmeldelse af disse hans første trykte kompositioner, der ligesom en senere i Allgemeine musikalische Zeitung (1. Jahrg. Nr. 35, 29.5.1799, Sp. 547) af samme værker var meget rosende. I 1799 udkom endvidere hos Sønnichsen i København et bind med Blandede Compositioner (også med den tyske titel Vermischte Compositionen), der foruden et udvalg på syv af de i alt 18 lieder fra de håndskrevne samlinger indeholder de tresatsede klaversonater i E-dur (nr. 30) og a-mol (nr. 32) og mellem disse en march i F-dur (nr. 29) og et tema med variationer samt en scherzo, begge i B-dur og senere (1818) udgivet særskilt af C.C. Lose som en tosatset klaversonate med nummeret II (nr. 31). Samme år udgav Lose nemlig E-dur og a-mol sonaterne, der blev nummereret som I og III og en sonate i g-mol (nr. 33), der fik nr. IV.
  Af forlæggeren H.G. Nägeli i Zürich, der havde stået for 2. udgaven af de seks Allegri di bravura i 1803, blev Weyse opfordret til at komponere fire nye Allegri di bravura året efter. De udkom 1809 og omarbejdedes så sent som 1831 til en 2. udgave, der kom hos Lose (nr. 34-37).
Efter at have fuldført disse værker i 1804, synes Weyse helt at have lagt klavermusikken på hylden. G-mol sonaten fra 1818 kan stamme fra en tidligere periode, hvilket stilen kunne tyde på, og de 24 små ecossaiser (nr. 39) fra 1823 er en ren bagatel. Det blev en ydre impuls, der igen fik vakt ham til kunstnerisk aktivitet på dette felt.
  I oktober 1829 kom datidens vel nok mest fejrede klavervirtuos, den bøhmiske komponist Ignaz Moscheles til København og satte byen på den anden ende med sit spil. Han traf sammen med både Weyse og Kuhlau, men fandt den første mest interessant. De mødtes flere gange til diskussioner om musik og kunst. Under det sidste møde inden Moscheles’ afrejse den 21. november, som er udførligt beskrevet af både Weyse (Brev til J.F. Frøhlich af 27.9-24.11.1829 i C.E.F. Weyse Breve 1-11, udg. af Sven Lunn og Erik Reitzel-Nielsen, Kbh. 1964, bd. 1 s. 78-79) og Moscheles (I det engelske musiktidsskrift The Harmonicon, London, April 1830, s. 142), begejstrede Moscheles Weyse med sit spil og blev selv meget imponeret over Weyses improvisationskunst (i et stykke i 5/4 takt i forskellige stilarter) og hans måde at spille en melodi i venstre hånd med hurtige tonerepetitioner tremolando senza sordini, som var helt ny for ham. Denne effekt kan man finde i den store a-mol Allegro di bravura op. 50 (nr. 40) – Weyses største klaverværk og den sidste af hans i alt 19 Allegri di bravura – som han, inspireret af den store virtuos’ besøg og spil, skrev kort efter Moscheles’ afrejse og tilegnede ham som et varigt minde om denne originale klavereffekt, som han også senere brugte i den berømte f-mol etude.
  A-mol Allegroen udkom hos Lose i september 1830, og Weyse påtænkte at komponere en pendant til den, men det blev i stedet til 12 etuder, nemlig Huit Etudes op. 51 og Quatre Etudes op. 60, der udkom hos Lose i 1832 og 1838.
  Kronen på disse etuder, som må betegnes som noget af Weyses bedste klavermusik, er den sidste i f-mol, og det var også den, han spillede for Franz Liszt og for Clara Schumann under deres besøg i København, henholdsvis i sommeren 1841 og foråret 1842, uden at dette herhjemme så beundrede klaverværk, som han også selv regnede for et af sine bedste, dog gjorde noget større indtryk på nogen af dem.
  Hvad der falder i øjnene ved Weyses samlede klaverkompositioner er en enorm stilistisk spredning, der spænder fra de tidligste ungdomsværkers senbarokstil (nr. 1, 5-9 og 24) og efter en Empfindsamkeit à la C.Ph.E. Bach (nr. 10 og 23) når frem til den Haydn-Mozart-Clementiske wienerklassik, der karakteriserer de fleste af de øvrige ungdomsværker, både de resterende i Jugendarbeiten, den første trykte samling på seks Allegri di bravura og de fire trykte sonater, selvom mange af disse stykker stedvis har et gammeldags præg. Ungromantikkens virtuose, elegante og mere letflydende skrivemåde finder man så i den næste samling på fire Allegri di bravura, hvor Beethoven, Hummel og Cramer dukker op i tankerne (i henholdsvis nr. 37, 34 og 35). Det afgørende vendepunkt i Weyses klaverproduktion henimod en decideret romantisk klaverstil sker endeligt efter mødet med Moscheles. I den store a-mol Allegro di bravura, som Weyse tilegnede ham, brydes endnu gammelt og nyt på en ejendommelig måde: satsbillede og tematik har i begyndelsen af stykket rødder tilbage til C.Ph.E. Bach, men efterhånden går musikken over i en virtuos stil, bl.a. med den omtalte tremolo-effekt, kraftige modulationer og til tider en avanceret harmonik, der hører hjemme i romantikken. Den romantiske stil kendetegner i endnu højere grad de to etudesamlinger. Hvor forskelligartet Weyses klavermusik er får man et indtryk af, når man sammenligner de to yderpunkter: den første a-mol Allegro (nr. 1) med den store f-mol etude (nr. 52). En periode på et halvt århundrede skiller disse værker, men trods den store stilistiske spredning i hans klaverproduktion fornemmer man overalt, at en original kunstner med en stærk personlighed står bagved.

til top
___________________________

Dania sonans VIII.1

Indhold

FORORD s. vii

Indledning s. ix
Udgavens principper s. xii
Ornamentik s. xiii

VÆRKER I MANUSKRIPT
1 Allegro s. 3
2 Menuet s. 6
3 Dans s. 7
4 Koralforspil »Jesus, meine Zuversicht« s. 8
5 Fuga (a 3 — E-dur) s. 9
6 Fuga (a 3 — F-dur) s. 12
7 Fuga (a 3 — Es-dur) s. 13
8 Fuga (a 4 — B-dur) s. 15
9 Fuga (a 3 — g-mol) s. 17
10 Fantasie 20
11 Sonate (Es-dur) s. 34
12 Sonate (A-dur) s. 50
13 Sonate (F-dur) s. 58
14 Sonate (C-dur) s. 67
15 Allegro di bravura (F-dur) s. 79
16 Allegro di bravura (Es-dur) s. 83
17 Allegro di bravura (A-dur) s. 88
18 Allegro di bravura (Es-dur) s. 93
19 Allegro di bravura (E-dur) s. 98
20 Allegro di bravura (h-mol) s. 105
21 Allegro di bravura (d-mol) s. 111
22 Allegro di bravura (Es-dur) s. 115

KILDEBESKRIVELSE s. 125

REVISIONSBERETNING s. 127

Dania sonans VIII.2

Indhold

FORORD s. vii

Indledning s. ix
Udgavens principper s. xii
Ornamentik s. xiii

Trykte værker I (1796-1831)
23-28 VI Allegri di bravura
23 Allegro maestoso (h-mol) s. 3
24 Allegro molto (d-mol) s. 8
25 Allegro (B-dur) s. 14
26 Allegro moderato (c-mol) s. 21
27 Allegretto (F-dur) s. 27
28 Presto assai (C-dur) s. 31
29 March s. 37
30 Sonate (E-dur) s. 39
31 Sonate (B-dur) s. 54
32 Sonate (a-mol) s. 71
33 Sonate (g-mol) s. 93
34-37 IV Allegri di bravura op. 16
34 Allegro con brio (Es-dur) s. 107
35 Allegro agitato (g-mol) s. 117
36 Vivace (Es-dur) s. 127
37 Molto Allegro Forte e Marcato (f-mol) s. 139
38 Minuetto s. 150

KILDEBESKRIVELSE s. 155

REVISIONSBERETNING s. 158

Dania sonans VIII.3

Indhold

FORORD s. vii

Indledning s. ix
Udgavens principper s. xii
Ornamentik s. xiii

Trykte værker II (1823-1838)
39 XXIV Ecossaises s. 3
40 Allegro di bravura (a-mol) op. 50 s. 14
41-48 Huit Etudes op. 51
41 Prestissimo (C-dur) s. 33
42 Allegro moderato (c-mol) s. 36
43 Allegro (Des-dur) s. 41
44 Allegretto (cis-mol) s. 47
45 Allegro con spirito (D-dur) s. 53
46 Allegro con brio (d-mol) s. 58
47 Allegretto (Es-dur) s. 62
48 Vivace (es-mol) s. 67
49-52 Quatre Etudes op. 60
49 Allegro con brio (E-dur) s. 73
50 Allegretto (e-mol) s. 77
51 Allegro con brio (F-dur) s. 81
52 Andante (f-mol) s. 90
53 Andante s. 98
54 Adagio cantabile s. 99
55 Min Moders Bravourstykke s. 100

KILDEBESKRIVELSE s. 103

REVISIONSBERETNING s. 105

til top


NYT

Referater af generalforsamlinger i

2013
2014
2015
2016
2017


Danish Yearbook of Musicology / Dansk årbog for musikforskning er nu tilgængelig online fra den første årgang i 1961. Se alle artikler, rapporter og anmeldelser som pdf-filer.

Danish Yearbook of Musicology is now available online from the first volume in 1961. See all the articles, reports and reviews as pdf-files – ready to print and read or view on the screen.