MØDER I SELSKABET I EFTERÅRET 2001
Møderne finder sted på Musikvidenskabeligt Institut, Klerkegade 2, 1308 København K.
Tirsdag 9. oktober kl. 19.30
Jens Westergaard Madsen (Musikvidenskabeligt Institut, København): Kreativt Klaverstudium.
Foredraget er en præsentation af et i sommeren 2001 afsluttet manuskript med ovenstående titel. Manuskriptet fremlægger en musikalsk arbejdsmetode, der bl.a. har følgende generelle kendetegn
- den foregår i overvejende grad ved klaveret,
- genstandsfeltet er den dur-mol-tonale musik,
- metoden søger at integrere disciplinerne repertoireklaver, brugsklaver, satsskrivning, improvisation og analyse,
- hensigten er ikke at udvikle spillefærdigheder, men derimod at stimulere forståelsen og den musikalske tænkning.
- Ud over at præsentere metoden lægger foredraget op til en diskussion af forskellige aspekter af musikuddannelserne og mere specifikt til en diskussion af det lidt kildne begreb musikalsk 'forståelse'.
- Foredraget vil hovedsagelig forme sig som eksempler ved klaveret med ledsagende kommentarer.
Fredag 2. november kl. 16.15 (auditorium 112)
Den danske Alexander von Humboldt klub inviterer i samarbejde med Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet, og Dansk Selskab for Musikforskning til foredrag og koncert:
Prof. Dr. Martin Petzoldt: Theologische und musikalisches Bearbeiten in Kantaten J.S. Bachs, am Beispiel von BWV 80a und 188.
Dr. Martin Petzoldt er siden 1992 Professor für Systematische Theologie mit bes. Berücksichtigung der Ethik ved Theologische Fakultät i Leipzig og forfatter til og udgiver af en lang række bøger og artikler om Bach i teologisk belysning, bl.a. Texte zur Leipziger Kirchen-Music. Zum Verständnis der Kantatentexte Johann Sebastian Bachs, Wiesbaden - Leipzig - Paris 1993. Et af hans nuværende forskningsområder beskrives som "Theologische Kommentierung der Kirchenkantaten J. S. Bachs".
Samme dag kl. 18.00 i Garnisons Kirke (Skt. Annæ Plads) spiller professor Bine Bryndorf en orgelkoncert i tilknytning til foredraget.
Onsdag 14. november kl. 19.30
Knud Arne Jürgensen (Det kongelige bibliotek): Verdi-receptionens historie i Danmark - de første danske Verdi-opsætninger.
2001 markerer som bekendt hundredåret året for komponisten Giuseppe Verdis død. Talrige festivaler, operakoncerter, udstillinger og seminarer har i løbet af årets løb beskæftiget sig med den store italienske operakomponist og hans værker. Herhjemme har undertegnede forsket i Verdi-operaernes opførelseshistorie i Danmark, og i foredraget vil jeg komme ind på, hvordan Verdis operaer blev introduceret i Danmark, og under hvilke opførelsesmæssige betingelser og sceniske vilkår de blev udført. Spørgsmålet om hvorfor Verdis operakunst blev modtaget, som den blev det i Danmark i komponistens egen levetid, vil jeg også give et bud på. Foredraget ledsages af lysbilleder/overheads.